Kistrand 7de Mai 1902

Kjære frue!

Det er underligt at tænke på, at når dette brev abnæs, er jeg og alle mine borte og for længe siden glemt. Og underligt at tænke på, hvor mange prestefruer, (før dette brev kommer i rette hænder) skal gå ind og ud i prestegården, skal glæde sig og lide, kanske mange af dem skal gjennemgå den samme lidelse, som satte mig på den tanke at skrive dette brev. Og dog er der en stor trøst i den tanke, at alt skal bort og at et menneskes tid dog er så kort. Og håbet om, at engang skal alt igjen opstå og vi alle skal få være sammen og ingen skal tage vor glæde fra os. - Hvor ofte har jeg havt lyst at kige ind i den prestefrues hjem, hun, som boede her for 100 år siden. Der er i Kirken et billede, som forestiller en familje ved et lidet barns båre. Det var vel sorgen, som dikterede presten at male det. Det skal være Paul Kvist, som kom hid i slutten af det 18de Aarhundrede. Når De frue læser dette brev er vel mit lille barns grav gjævnet med jorden. Den skal ligge lige ved trappen til sakrestiet (mod øst) Anna Otterbech 14 måneder gammel.

Hun var det deiligste barn, som nogen kunde se. Alle, som så hende havde aldrig seet et så engleligt væsen. Hun døde pludselig af en ondartet mavesygdom, som gik her og som tog flere småbørn. Og nu sidder hendes moder her så tung, så ulykkelig og kan ikke nogensinde blive glad mere. Vi har været her i 8 år og har i den tid havt 3 børn 2 gutter og den lille pigen. Om en uge flytter vi til Øre ved Kristiansund og håber, at vi må være lutret i lidelsen til at hjælpe andre, som også lider. Prestegården her er over 100 år og er gammeldags med lave værelser og dårlig; såat der kommer nok snart ny prestegård. Her er tungvindt. Om vinteren hentes vand lige fra elven og som oftest må presten selv afsted efter det. I den tid vi har været her, har vi havt flere hyggelige familjer at omgåes. Lensmand Grape, som har 7 kjekke børn, doktor Mørch, som nylig er forflyttet og handelsmand Lillebo med 6 kjekke børn. Telegrafist Smith med 8 børn og kirkesanger Arild. Med dem har vi delt de små fornøielser, vi kunde skaffe os selv f.eks: Kaffeture oppe i fjeldet og bådture til multeholmerne. Ture til Lakselv og Skoganvare.

Veie er her næsten ikke, nu anlægges en fra Kolvik til Lakselv og folk i Karasjok må lige hid efter sin doktor. Ikke telefon har de heller deroppe i Karasjok og Kautokeino. En gang om ugen skib og post. 8 a 10 dage en reise til Bergen eller Kristiania.

Dersom De skulde finde den lille grav, vil De da være så kjerlig at værne lidt om den og skulde et så tungt slag ramme Dem, så husk på at her for 100 år siden har siddet en lige ulykkelig mor, hvis eneste trøst er, at hun engang skal mødes med sit barn, og som vil bede Dem være modig i hvilkensomhelst kamp, Gud sender Dem. Og så kanske vi sees der, hvor intet ondt er.

Kjerlig hilsen fra Deres Hanna Otterbech