Andrea Motzfeldts brev til sin far 1829 om at hun har funnet sin rette
I Riksarkivet har vi funnet et brev fra den unge og ukjente Andrea Motzfeldt som skriver til sin far i Stockholm at hun har lovet sitt hjerte til mannen hun så dypt elsker. Hun forsikrer faren om at dette er mannen i hennes liv og håper at faren går god for hennes valg.
Vi har våre forestillinger om hvordan forlovelse og giftemål ble avtalt på denne tiden, altså grovt sett samtidig med at Jane Austen og Camilla Collett skrev sine skildringer av arrangerte ekteskap som ofte endte i resignasjon og fortvilelse. Det er derfor både overraskende og morsomt å se hvordan en ung forelsket kvinne i 1829 tok saken i egen hånd og informerte sin far i etterkant.
Den 19de August 1829
Kjære Fader! Hvor skal jeg begynde, hvor ende, det veed jeg slet ikke. Jeg haaber at erholde dit Bifald og Samtykke i et meget vigtigt Skridt, jeg paa egen Haand har vovet at foretage. Jeg har nemlig fra igaar Eftermiddag af lovet Procurator Arntzen, min Haand og mit Hjerte, dog dette tilhørte ham allerede for længe siden. Kan Du erindre Dig min Fader, hvad Du sagde mig, den første Gang, der var Spørgsmaal om, jeg kunde skjænke mit Hjerte til en Anden, dersom Du intet føler for ham, sagde Du, saa tag ham ikke, thi Du vilde maaskee siden træffe Een, Du følede meere for. O! allerede den gang, havde jeg fundet i Arntzen, hvad jeg ikke kunde finde i nogen Anden, og dine Ord gjorde derfor et uudsletteligt Indtryk paa mig. Erindrer Du og min dyrebare Fader! at Du den samme Gang, sagde Du aldrig vilde modsætte Dig dine Børns Ønsker i saa Henseende, saasnart det ikke vare moralsk slette Mennesker vi foretrak. I Tillid til disse dine Ord, har jeg ogsaa fulgt mit eget Hjerte, thi Du kan vel vide at i den Tid, jeg har elsket Arntzen, har jeg, saasnart Talen var om ham lagt Øret til, og aldrig har jeg hørt, andet end hvad der var ædelt og godt. Ikke derfor, min Fader, maae Du troe jeg anseer ham som feilfri, nei, skjøndt dette, som oftest er Tilfælde ved de saakaldte Inclination Partier, har jeg meget vogted mig derfor, thi naar man først har fatted saa høie Begreber om et Menneske, saa maae det jo, nødvendigviis dale betydelig ved den daglige Omgang, thi vi have jo Alle Feil vi have Alle Skrøbeligheder, som man jo maae bære over med hinanden. Arntzen sagde han vilde skrive Dig til idag. I Aften kommer han herop for at tale med Moder, men han kan først komme temmelig seent, da nok Diriks’s kommer herop i dag, men gaae igjen i Skumring, og seer Du, da det skal være en stor Hemmelighed, til vi har faaet Svar fra Dig, saa kan han ikke komme før de er gaaet.
Jeg faar da fortælle Dig hvor Frieriet skede. Jeg gik nemlig i Mandags til Byen for at høre Johanne von Schoultz og da jeg nu gik op til Riis igjen igaar Eftermiddag, saa han mig fra sit Vindue, hvorfor han kom efter mig, og da vi omtrent havde gaaet de 2/3 die Dele af Veien, saa blev det da afgjordt, hvorpaa han fulgte mig til Grinen paa Riis’s Jorde. Du faaer tilgive mig, at baade Stiil og Skrift er saa slet denne Gang, men det kunde ikke blive bedre.
Jeg skal hilse Dig fra alle mine Sødskende og haaber jeg at Du modtager med Kjærlighed,
hilsen fra din lydige og hengivne Datter Andrea.
Hvordan det gikk? Vi har ikke noe svar til Andrea fra hennes far, men vi har hans svar til unge hr. Arntzen der han ga sitt samtykke «… ligesom min Kone nok allerede har givet sit.»